Babysalmesang

BABYSALMESANG I NR. LYNDELSE KIRKE

BABYSALMESANG I NR. LYNDELSE KIRKE

Vi starter babysalmesang op i Nr. Lyndelse Kirke, som skal køre 6 gange i maj-juni 2026, med start 5.maj, hvis der er tilslutning til holdet. Det er en forsøgsperiode, for at undersøge, om der er et grundlag for babysalmesang i Nr. Lyndelse pt. Undervisningen er gratis.

Vi tilbyder babysalmesang for små børn 0-12 mdr. og deres mor/far tirsdage kl. 9.00-9.45 i kirken til en lille times sang og musik, og derefter er der socialt samvær i kirkesalen, med kaffe/te, og hvor mødrene kan skiftes til at medbringe kage/boller/frugt. Vores præst Louise vil deltage nogle af gangene til kaffen i kirkesalen.

Kirkerummet er et stemningsfyldt rum med en fantastisk akustik, som indbyder til leg med rummet og lydene med de helt små børn, som er meget lydhøre over for deres omgivelser og de lyde og klange, som opstår i kirkerummet fra sang, orgel, blokfløjte og små rytmeinstrumenter.

Vi synger en blanding af nyere salmer og de gamle morgensalmer, og derudover synger vi også sange og sanglege, som er beregnet til de helt små, kombineret med rytmeinstrumenter, fingerdukker, tørklæder eller lignende, som lige passer ind i aktiviteten.

Vi bruger også rummet til bevægelse, mens vi synger og danser med børnene i favnen, dels fordi kropsrytmen og bevægelsen er så tæt forbundet med den sproglige og sanglige udvikling, og dels for at blive fortrolige med rummet, da babysalmesang udover at være en mulighed for musikalsk samvær for babyer og deres mødre også kan ses som en del af dåbsoplæringen.

Underviser er Lisbeth Buhl, som er uddannet musikpædagog fra Det fynske Musikkonservatorium som blokfløjtelærer og småbørnsunderviser i musik, og som har undervist i babysalmesang i en del år, og derudover har mange års erfaring med at undervise i børnehave, dagpleje, samt forældre/barn-hold i musikskole.

Datoerne bliver følgende:

5.5.- 12.5.- 26.5.- 2.6.- 9.6.- 16.6.

Tilmelding til Lisbeth Buhl på mail: lisbethbuhl@aarslevnet.dk eller mobil 21459180 senest søndag d. 3.5.